23948sdkhjf

Tysk domstol frifinder Carlsberg i kartelsag

Anklager krævede, at Carlsberg skulle betale 1,9 milliarder kroner
En retsinstans i Tyskland har onsdag frifundet Carlsberg i en sag, hvor virksomheden var anklaget for at deltage i et kartel på det tyske marked.

Det skriver Ritzau Finans.

- Retten har bekræftet, at Carlsberg ikke deltog i prisaftaler. Vi er glade for, at en langtrukken juridisk proces nu har nået sin afslutning, og at vi har den endelige afgørelse fra retten i Düsseldorf, siger Christian Horstkotte, der er partner hos advokatfirmaet Baker & McKenzie i en pressemeddelelse.

Advokaten er forsvarer for Carlsberg i sagen, hvor dommen er kommet tidligere end ventet.

- Vores klient er tilfreds med afgørelsen, der tillader den at se fremad og fortsætte sin forretning i Tyskland med hovedformålet om at tilfredsstille kunder og forbrugere, lyder det endvidere fra forsvareren.

En tysk anklager havde ellers krævet, at Carlsberg skulle betale 1,9 milliarder kroner for sin deltagelse i et påstået kartel på det tyske marked.

Det beløb var en del over det, som konkurrencemyndighederne i Tyskland i første omgang havde krævet, at den danske bryggerikoncern skulle betale.

Sagen stammer fra 2014, hvor 11 bryggerier sammen med en række individuelle personer blev anklaget for ulovlige prisaftaler på det tyske marked i begyndelsen af 2008, har Finans.dk tidligere beskrevet.

Alle valgte at betale bøderne, på nær Carlsberg og bryggeriet Radeberger, men netop Radeberger har siden valgt at trække sin appel tilbage på grund af risikoen for en højere bøde.

Dermed var Carlsberg det eneste selskab, der førte sagen videre til appeldomstolen i Düsseldorf, som altså onsdag frikendte bryggeriet i sagen.

Carlsberg ønskede onsdag eftermiddag ikke at kommentere sagen over for Ritzau Finans.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105